Sydhavnstippen

Sydhavnstippen

Få københavnere og næsten ingen turister kender Sydhavnstippen, eller Tippen, som den også kaldes. Kenderne af området er til gengæld vilde med det selvgroede og nu fredede grønne område i den sydlige ende af København med den fineste havudsigt til fuglebeskyttelsesområdet Kalveboderne.

Det er et fristed som ingen andre i byen, og naturen byder bl.a. på en stor rigdom af plante- og dyrearter. Et af trækplastrene i vintertiden er den smukke isfugl. Den kan hyppigt findes ved kanalen, der populært kaldes Lorterenden, fordi kloakkerne i gamle dage løb ud her. I dag er vandet dog rent, og langs renden ligger små selvbyggede huse og skure og får hele sceneriet til at ligne noget fra Mississippi-floden i de amerikanske sydstater.

Mellem 1945 og 1973 var her en losseplads for byggeaffald og overskudsjord, og efterhånden groede den til af sig selv. Det er ikke mindst aktive lokale entusiasters skyld, at Tippen i dag er fredet i stedet for at være endt som boligområde. Det er også aktive beboere, der står for at pleje og udvikle området, så naturen i endnu højere grad kan udvikle sig mangfoldigt.
Kilde: Naturibyen.dk

Hjemmeside: Link her

______________________________________________
Se vores Event kalender
 

Kommende Events